Eksistentiel isolation

0

Eksistentiel isolation betegner den uovervindelige kløft mellem alle væsener og en endnu mere fundamental isolation – en adskillelse mellem mennesket og verden. 

Sådan beskriver den amerikanske psykoanalytisker og professor emeritus ved Stanford Universitet, Dr. Irvin D. Yalom, eksistentiel isolation i sin 1980 klassiker "Eksistentiel psykoterapi." Med baggrund i sin livslange praksis som eksistentiel psykoanalytiker og en dyb indsigt i den eksistentielle tradition gennemgår bogen, hvad Irvin Yalom kalder fire ultimative anliggenheder: Døden, friheden, eksistentiel isolation og meningsløshed.

Denne blog post følger op på forrige post om frihed og vil beskæftige sig med meningsløshed og død i senere artikler.

Men mere end noget håber jeg disse introduktioner til Irvin Yalom vil sende læseren direkte til Irvin Yaloms bøger. De er en guldmine af indsigt og inspiration for hele livet. Du kan bl.a. købe "Eksistentiel psykoterapi" her og besøge Irvin Yalom's hjemmeside her.

Med erkendelsen af det personlige ansvar, følger også en erkendelse af, at man fundamentalt set er alene. Den selv-skabende proces er uundgåeligt forbundet med en dyb isolation, hvor man er nødt til at erkende sit ansvar for sin eksistens og acceptere universets kosmiske ligegyldighed. Dyrene har måske en følelse af, at der findes hyrder og ly; at vi mennesker optræder som en slags gudelignende skikkelser, der våger over dem. Men menneskets selv-bevidsthed dømmer det til at møde eksistensen nøgent og alene.

For at undgå at opleve isolationens angst søger vi en følelse af tryg og fortrolig høren-til. Samtidig dækker vi vores isolation til med hverdags gøremål, genkendelighed og rutine. Adspurgt vil vi nok i en eller anden udstrækning kunne erkende, at vi i denne tilstand ikke lever op til vores fulde potentiale og kunne være mere autentiske, men behovet for tryghed og vished vejer tungere. Tilstanden er navnlig kendetegnet ved, at man føler, at man ofte ikke vælger – dvs. en tilstand hvor man passivt vælger.

Uanset hvordan vi forholder os til hinanden, kan intet forhold ophæve isolationen. Man kan tage en del af isolationen på sig og bære den ”tappert” eller, med Heideggers ord, ”beslutsomt”, men vi må alle indse, at vi er alene i tilværelsen. Kan vi åbne os til kærligheden kan vi imidlertid dele ensomheden.

Et godt forhold”, siger Martin Buber, ”slår brecher i den vældige ensomheds mure, modificerer dens strenge lov og slår hen over afgrunden af rædsel for universet bro fra den ene alene-væren til den anden.

Overvældes vi af rædsel foran ensomhedens grund, vil vi ikke åbne vores arme for andre, men klamre os desperat til dem for ikke at drukne i eksistensens hav. I så fald vil vores forhold slet ikke være sande forhold, men forvredne, dødfødte karikaturer af, hvad de kunne have været. Vi vil forholde os til andre, som vi forholder os til instrumenter eller udstyr. Den anden, som da ikke længere er en ”anden”, et ”du”, men et ”det”, vil blive trukket ind i vores verden for at varetage en funktion. Et behov-frit kærlighedsforhold er derimod altid baseret på gensidighed. Et Jeg-Du-forhold i modsætning til et Jeg-Det-forhold.

Ikke alene adskiller du sig fra det, og ikke alene er der en enorm væsensforskel på Jeg-Du-forhold og Jeg-Det-forhold; der er en endnu mere fundamental forskel. Selve ”Jeg’et” er forskelligt i de to situationer. I Jeg-Det-forholdet ser du din omverden an fra mange forskellige vinkler; du kategoriserer omverdenen, analyserer den, vurderer den og tildeler alt en bestemt plads i tingenes store orden. Denne tilgang til omverdenen indebærer også, at du holder noget af dig selv tilbage, indtil du har skabt en forståelse af dine omgivelser, og omverdenen har vist sig værdig til din tillid.

I Jeg-Du-forholdet bliver dit ”Jeg” til ”mellem-væren”, forbundethed; ”Jeg’et” bliver til og formes indenfor rammerne af ethvert forhold. ”Jeg’et” er således i bund og grund præget af forholdet til ”Du’et”. For hvert ”Du” og for hvert øjeblik af forbundethed skabes ”Jeg’et” på ny.

Jeg-Du-forholdets grundlæggende erfaringsmodus er ”dialogen”, ifølge Buber, hvor hver part stiltiende eller udtrykkeligt er opmærksom på den anden eller de andre i deres specifikke eksistens og vender sig til dem i den hensigt at etablere et levende, gensidigt forhold mellem sig selv og dem. Dialog betyder simpelthen at vende sig til en anden med hele sit væsen, hvor man er ”umiddelbart tilstede”.

Det betyder ikke, at man altid behøver befinde sig i denne ideelle tilstand. Refleksion og bevidstgørelse er en naturlig del af den menneske eksistens og følger af den fri viljes imperativ. Det indebærer nødvendigvis definition af ønsker, så man kan projicere sig selv ind i fremtiden. Vi er nødt til at leve primært i Jeg-Det-verdenen; levede vi kun i Jeg-Du-verdenen, ville vi brænde op i ”Du’ets” hvide flamme. Livet består også af praktiske gøremål og planlægning. Men des mere du oplever verdenen som et Jeg-Det-forhold, des mindre vil du føle, du udnytter dit potentiale.

For det modne, ”produktive” menneske er det at give et udtryk for styrke og overskud, ifølge Erich Fromm. Ved sin given udtrykker og forstærker han eller hende det levende i sig selv. ”Men når han giver, kan han ikke undgå at kalde noget til live i den anden person, som virker tilbage på ham selv. Når man i sandhed giver, kan man ikke undgå at modtage det, der gives tilbage til en selv. At give indebærer, at man også gør den anden person til en giver, og de tager begge del i glæden over det, det har kaldt til live.” For Fromm betyder ”at elske” at engagere sig aktivt i den andens liv og udvikling. At være lydhør for den andens (fysiske og psykiske) behov. At respektere den andens egenart, se ham eller hende med deres øjne og støtte personen i at udvikle og udfolde sig på sine egne måder for personens egen skyld og uden for selv at opnå noget.

Grundlæggende kan vi benytte to måder til at undslippe angsten for isolation.

At eksistere i andres øjne: I denne tilstand føler man sin væren bekræftet ved at blive udvalgt og værdsat. Man vælger at tro, at man kun eksisterer i det omfang, man er genstand for andres bevidsthed.

Sammensmeltning: Menneskets ”universelle konflikt” er, at vi stræber efter individualisering, men at det kræver, at vi kan bære isolationens rædsel. Den almindeligste metode til at håndtere denne konflikt er fornægtelse: Man opbygger en illusion om sammensmeltning og erklærer i realiteten: ”Jeg er ikke alene, jeg er en del af andre.” Man opbløder altså sine jeg-grænser og bliver en del af et andet menneske eller en gruppe, der overskrider individualiteten. I denne modus lever man for ”den dominerende anden”. Man mister blikket for egne behov, forsøger at finde ud af, hvad andre ønsker, og gør disse ønsker til sine egne.

Sammensmeltningen ophæver isolationen ved at ophæve bevidstheden om selvet. Når kærligheden skyller over os reflekterer vi ikke over sammensmeltningen, men frydes blot ved den. Det vidunderlige ved forelskelsen er, at det ensomt spørgende ”jeg” opløses i et ”vi”. Kærlighed er svaret, når der ikke er noget spørgsmål, som Kent Bach sagde.

Sammensmeltningen kan også hidrøre en ”ting” – en gruppe, en sag, en nation, et forehavende. At være som alle andre – at rette sig ind efter andre i tale, påklædning og adfærd; ikke at nære en eneste tanke eller følelse, som afviger fra alle de andres – udfrier os for individualitetens isolation. Jeg’et forsvinder ganske vist, men det gør angsten for ensomheden (og frihedens åg) også.

En vej til erkendelse af isolationen er at meditere. Målet med meditation er en tilstand, hvor man erkender, at den fysiske virkelighed blot er et slør, bag hvilket den egentlige virkelighed er skjult, og at man kun kan se bag om det ved trænge dybt ind i sin isolation. Dette ensomhedens øjeblik er imidlertid også erkendelsens øjeblik, hvor den tanke slår ned i pilgrimmen: Måske er der ingen, der ligger inde med sandheden – måske er vi alle pilgrimme.

 

Afsluttende bemærkninger

Med de ord vil jeg afslutte denne introduktion til Irvin Yalom og frihed som et ultimativt anliggende. Samtidig vil jeg endnu engang varmt anbefale læseren selv at stifte bekendtskab med Irvin Yalom og "Eksistentiel psykoterapi." Bogen er en guldmine af tanker og indsigt og enhver sammenfatning vil uundgåeligt forbigå mange lærerige pointer. Bogen kan købes her.

I min næste blog artikel vil jeg præsentere eksistentiel isolation som et andet ultimativt anliggende.

 

I mellemtiden er du meget velkommen til at

kommentere denne artikel på facebook eller

besøge Organizational Existentialism gruppen på Linkedin