Frihed

0

Hvad vil det sige, at mennesket er frit? Giver det overhovedet mening at tale om "frihed", hvis mennesket ikke kan undslippe sin frihed? Og hvordan kan mennesket "undgå" frihed og stadig overbevise sig selv om, at det handler frit?

Vi opfatter almindeligvis frihed som et entydigt positivt begreb. Er det måske ikke friheden, mennesket har sukket efter og kæmpet for op gennem hele historien? Dog, set i de ultimative vilkårs perspektiv er frihed uløseligt forbundet med rædsel. I den eksistentielle betydning henviser "frihed" til fraværet af ydre struktur. I modsætning til, hvad hverdagserfaringen siger os, træder mennesket ikke ind i (og forlader ikke) et velstruktureret univers med en iboende plan. Tværtimod, den enkelte har det fulde ansvar for - er ophav til - sin egen verden, sit livsmønster, sine valg og sine handlinger. Af "frihed" i denne forstand følger noget dybt skræmmende, nemlig at der ikke er nogen grund under os - intet, et tomrum en afgrund.

Sådan beskriver den amerikanske psykoanalytiker og professor emeritus ved Stanford Universitet, Dr. Irvin D. Yalom, frihed i sin klassiker "Eksistentiel Psykoterapi" fra 1980. Med udgangspunkt i sin livslange praksis og et indgående kendskab til den eksistentialistiske tradition gennemgår bogen, hvad Irvin Yalom kalder fire ultimative anliggender: Døden, friheden, den eksistentielle isolation og meningsløshed

I dette blog indlæg introducerer jeg begrebet frihed, mens jeg i senere indlæg vil introducere eksistentiel isolation, meningsløshed og død.

Det er mit største håb, at denne introduktion vil sende læseren direkte til Irvin Yaloms bøger. De er en guldmine af tanker og indsigt skrevet i et lettilgængeligt sprog, der ydermere kan fås i en fremragende dansk oversættelse. Du kan købe hans bog "Eksistentiel psykoterapi" her og besøge hans hjemmeside her.

Ansvar

Irvin Yalom opdeler frihed i ansvarsvedkendelse og vilje.

At være ansvarlig er at være det ”ubestridte ophav til en begivenhed eller et objekt”, sagde Jean-Paul Sartre (1905-1980). At være sig sit ansvar bevidst om, at man skaber sit eget jeg, sin skæbne, sin livssituation, sine følelser og – i givet fald – sine lidelser. 

I det lys er universet ”kontingent”, dvs. vilkårligt; alt, hvad der er, kunne også have været skabt anderledes. Sartres opfattelse af friheden er vidtgående: Mennesket er ikke alene frit, det er dømt til frihed. Og denne frihed rækker videre end til at være ansvarlig for verden (dvs. for at indgyde verden betydning): Vi er også eneansvarlige for vores eget liv; ikke blot for det, vi gør, men også for det, vi undlader at gøre.

 Bemærk at Sartres pointe ikke er moralsk. Han siger ikke, at jeg burde gøre noget andet, men han siger, at det, jeg rent faktisk gør, er mit ansvar. Som Yalom gør os opmærksom på, er det dybt skræmmende at erkende, at man skaber (er ansvarlig for) sig selv og sin verden, og at være sig sit ansvar bevidst. Tænk på hvad det indebærer:

Intet i verden har anden betydning end den, man selv skaber. Der er ingen regler, ingen etiske systemer, ingen værdier; ingen form for ydre instans at henvise til; ingen storslået plan med universet. Som Sartre ser det, er der kun én skaber: den enkelte selv (det er dét, han mener med, at "mennesket er den skabning, hvis projekt er at være gud"). At opleve tilværelsen på denne måde får det til at svimle for én. Intet er, hvad det så ud til at være. Det er, som om selve grunden åbner sig under én. 

For at beskytte sig selv mod bevidstheden om ansvar kan individet udvikle forskellige former for psykiske forsvar: 

Tvangsmæssighed: Et udbredt dynamisk forsvar mod ansvarserkendelsen er at skabe en indre verden, hvor man ikke kender til friheden, men lever under en uimodståelig, jeg-fremmed magts herredømme (er i ”ikke-mig’s vold”).

Ansvarsforskydning: Ved at skyde ansvaret over på en anden undgår mange mennesker at tage personligt ansvar.

Ansvarsfornægtelse: det sagesløse offer: Man kan også opfatte sig som uskyldigt offer for begivenheder, man selv (uafvidende) har foranlediget.

Ansvarsfornægtelse: at miste besindelsen: En anden måde at slippe for ansvaret på er at blive midlertidigt ”ude af sig selv”.

Undgåelse af selvstændig adfærd: Man forbløffes over de muligheder, vi forspilder som mennesker, og hvad vi er villige til at stille os tilfredse med. Men accepten af det bestående og udefrakommende kan være mindre angstprovokerende end alternativet: At vedkende sig sit personlige ansvar og opgive troen på den endelige frelser.

Selvfølgelig kan man argumentere for, at ethvert valg må ses i dets kontekst. Er du ved at drukne i en dyb swimmingpool, har du ikke mange valg. Men selvom du står i vand til halsen, har du friheden til at vælge, hvordan du tager situationen. Yalom skriver:

Det er ikke bare en strid om spidsfindigheder. Selvom det kan virke grotesk at tale om en druknendes frihed, er princippet bag særdeles vigtigt. Det, der frem for noget udmærker os som mennesker, er vores holdning til den situation, vi er sat i, og slutninger om menneskets natur, som alene bygger på den målelige adfærd, er karikaturer af denne natur. Det kan ikke nægtes, at miljøet, arveanlæggene eller tilfældet spiller en rolle i vores liv. De omstændigheder, der begrænser os, er indlysende: Sartre taler om en ”modgangskoefficient”. Vi møder alle uomgængelig modgang, som indvirker på vores tilværelse. De givne omstændigheder – fysiske handicap, utilstrækkelig uddannelse, dårligt helbred – kan fx hindre os i at finde et job eller en partner, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke har noget ansvar (eller valg) i situationen. Vi er stadig ansvarlige for, hvad vi stiller op med vores handicap; for vores holdninger til dem; for den bitterhed, vrede eller nedtrykthed, der føjer sig til den oprindelige ”modgangskoefficient” og gør den så meget større, at vi bukker under for handicappet.

  

At vække sin ansvarsbevidsthed er også at vække skyldfølelsen. Bevidsthed om modsætningen mellem, hvad man er, og hvad man kunne være, skaber en strøm af selvforagt, som man må kæmpe med hele livet igennem. Når vi hører ”samvittighedens stemme” (dvs. den stemme, der kalder os tilbage til vores ”egentlige” eller ”autentiske” livsmodus), er vi altid ”skyldige” i den udstrækning, vi har forsømt at realisere vores autentiske potentiale. Psykoanalytikeren Otto Rank (1884-1939) skrev, at når vi hindrer os selv i at folde os helt ud, føler vi os skyldige på grund af det ubrugte liv, det ulevede liv i os.

Franz Kafka (1883-1924) kommer spørgsmålet på spidsen i Processen. Historien begynder: ”Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret.” Umiddelbart ser Josef K ud som offer for et bureaukratisk og autoritært system, men ses historien som en metafor for menneskets eksistentielle livsvilkår, er Josef K. skyldig: Skyldig i sit ulevede og ensomme liv. Historiens mest illustrerende episode foregår, da Josef K. spørger en præst, om han kan ”leve uden for processen.” Præsten svarer med en lignelse om en mand fra landet, der søgte adgang for retten. Ved ankomsten til retsbygningen blev han fortalt, at han var velkommen til at gå ind, men at der var flere døre bag indgangsdøren, der var bevogtet af stadig mægtigere dørvogtere.

Manden besluttede sig derfor for at vente og se tiden an i håbet, at der kom andre, han kunne følges med. Efter at have ventet i årevis og nu gammel og svækket på sit dødsleje, spørger han dørvogteren, hvordan det kan være, at han er den eneste, der har bedt om adgang til retten i alle disse år? Dørvogteren går tæt på den gamle mand og råber ind i hans ører, da hans hørelse også er svækket: ”Der var ingen andre end dig, der kunne få adgang her, thi denne indgang var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den”.

Historien er gribende, men hvordan finder man frem til sit potentiale, sin autentiske væren? Hvordan kan man vide, at man har forvildet sig væk fra det? Irvin Yalom er ikke i tvivl:

Martin Heidegger, Paul Tillich, Abraham Maslow og Rollo May ville alle svare i kor: "Ved hjælp af skyldfølelsen! Ved hjælp af angsten! Ved hjælp af samvittighedens stemme!" De er enige om, at eksistentiel skyldfølelse er en positiv, konstruktiv kraft, en vejviser, der kalder mennesket tilbage til sig selv.

Vilje

Ansvarsvedkendelsen i sig selv er ikke lig med forandring; den er kun første skridt i forandringsprocessen. Med ansvarsvedkendelsen er du trådt ind i beslutningens forhal.

Ved at handle griber man ud over sig selv, for handling implicerer et samspil med den fysiske og sociale omverden. Handling behøver ikke være forbundet med store eller blot synlige bevægelser. En lille gestus eller et blik kan være en handling af allerstørste vigtighed. Der er to sider af det at handle: At handle, og modstykket, ikke at handle, som kan være en lige så vigtig handling – fx når man ikke gør, som man plejer; ikke propper sig med mad; ikke udnytter andre; ikke er uærlig.

I sin enkle form lyder kuren til at handle autentisk: Når du er blevet bevidst om, hvad det gode er for dig, skal du blot vælge det! Du ved selv, hvilken adfærd der er ved at gøre det af med dig. Så gør noget ved den, for pokker! Disse formaninger forårsager desværre sjældent varige ændringer. Lige så vel som andre ikke kan spise ens mad for en, sove ens søvn for en, eller dø ens død for en, er vi alle nødt til selv at nå erkendelsen. Gode råd og formaninger kan motivere refleksion, men det virkelige arbejde tilbagestår altid i hver og en af os. Vi kan ikke finde et uangribeligt og meningsfuldt svar om individuel frihed ved at søge hos en ekstern autoritet.

En analyse af processen forvirres af, at den ”villen” og vilje svaret indeholder, i mange tilfælde ikke opstår i kraft af en bevidst viljesakt. Forandringen sker på et ”underjordisk” niveau. Psykologen Leslie Farber (1912-1981) siger herom, at der er to viljesdomæner. Det bevidste domæne hvor vi oplever en faktisk valgsituation og kan overveje vores muligheder. Det volder ikke de store problemer at beskrive dette viljesdomæne. Det andet viljesdomæne er det ubevidste domæne, hvor man kun i bagklogskabens lys kan finde en årsagssammenhæng og slutte sig til en begivenhed.

Vilje er menneskets evne til at påbegynde, til at forandre sig, fordi det selv er en begyndelse. Vi påbegynder noget i kraft af ønsket og gennemfører det i kraft af valget. Det betyder, at vi skal give adgang til vores længsler. Uden kontakt med vores ønsker, kan vi ikke projicere os selv ud i fremtiden og muliggøre den ansvarlige vilje. Det ønske, vi når frem til, efterfølges af selve viljesprocessen, der implicerer engagement og forpligtelse for at nå frem til en beslutning.

Ønsket

Et menneske bliver automatisk bedre til at ønske, hvis det lærer at føle. At føle er en forudsætning for at ønske. Hvis ens ønsker er begrundet i noget andet end følelser – fx rationelle overvejelser eller moralske påbud – er de ikke længere ønsker, men normer om, hvad man ”bør og skal”, og man afskærer da kontakten med sit autentiske jeg.

Et ønske er at springe ind i fremtiden, og man må betænke de fremtidige konsekvenser af at omsætte sit ønske til handling.

Beslutning

Med bevidstheden om et ønske træder man ind i beslutningens forhal. Beslutningen slår bro mellem ønske og handling. At beslutte noget vil sige at forpligte sig på et handleplan. Filosof og psykolog William James (1842-1910), som tænkte dybt over, hvordan vi træffer beslutninger, opstillede fem typer beslutninger:

Den fornuftsdikterede beslutning hvor vi overvejer argumenterne grundigt og opstiller et rationelt valg. Vi tager denne type beslutninger med en følelse af at vælge helt frit.

Den villede beslutning: En villet og svær beslutning forbundet med en følelse af ”indre kraftanstrengelse”. Denne type er sjælden; de fleste beslutninger bliver truffet, uden at det kræver nogen større indsats af os.

Den flydende beslutning hvor alternativerne virker lige gode, og vi bliver trætte af eller frustrerede over at skulle beslutte os. Vi beslutter os da ved at lade os flyde med af en strøm af tilsyneladende tilfældige ydre omstændigheder.

Den impulsive beslutning hvor vi føler os ud af stand til at beslutte os, og afgørelsen virker lige så tilfældig som den flydende beslutning. Men den impulsive beslutning kommer indefra. Vi handler automatisk og ofte impulsivt.

Den perspektivændrings-baserede beslutning. Denne type beslutning træffes ofte pludseligt og som følge af en betydningsfuld ydre oplevelse eller indre forandring (fx sorg eller angst), der fører til et vigtigt perspektivskift eller ændring af ens inderste væsen.

Beslutninger er meget dyre, som en terapeut engang sagde til en patient, der ikke kunne beslutte sig: ”De koster én alt andet.” Psykoanalytikeren Allen Wheelis (1915-2007) udtrykker det ved hjælp af følgende billede:

Nogle mennesker kan drage sorgløst gennem livet ved at rykke frem i blinde i den overbevisning, at de har fulgt hovedvejen, og at det kun er biveje, der har krydset den. Men har man sin bevidsthed og forestillingsevne med på færden, undgår man ikke at blive berørt af erindringen om de korsveje, man aldrig vil møde igen. Nogle mennesker bliver siddende ved korsvejen uden at gå i nogen af retningerne, fordi de ikke kan gå i dem begge, mens de klynger sig til illusionen om, at hvis de bliver siddende længe nok, vil de to veje smelte sammen til én, så de kan betræde dem begge. Modenhed og mod består for en stor del af evnen til at træffe sådanne fravalg og visdom for en stor del af evnen til at finde veje, der gør det muligt at give afkald på så lidt som muligt.

Modet og visdommen kommer med erkendelsen af sin eksistentielle skyldfølelse og ansvar. Dette ansvar er et tveægget sværd: Hvis man tager ansvaret for sin livssituation og beslutter sig for at forandre sig, vedgår man også, at man er eneansvarlig for sit hidtidige fejlslagne liv og kunne have forandret sig for længe siden. Man må så at sige blive mere beskidt, inden man kan blive ren.

At tage en beslutning - i særdeleshed en uigenkaldelig beslutning - er en grænsesituation i samme forstand, som "min død" er en grænsesituation. Begge virker som en katalysator der rykker os fra dagligdagens indstilling til den "ontologiske" indstilling - dvs. til en måde at være til på, hvor vi er opmærksomme på vores væren. Selvom en sådan katalysator og et sådant skred i sidste instans - som Heidegger har vist os - er af det gode og en betingelse for autentisk væren, fremkalder de også angst. Hvis man ikke er rustet til dette, udvikler man strategier til at fortrænge beslutninger, akkurat som man fortrænger døden.

Udskydelse: Den mest åbenlyse metode til at undgå at træffe en beslutning er at udskyde den. Alle kender til at være i tvivl og vælge denne løsning – nogle i en grad, så de tripper forpinte frem og tilbage i evigheder foran beslutningens dør. Resultatet er det passive valg.

Devaluering af behovet for og værdien af det fravalgte alternativ: ”Så meget har jeg nok ikke brug for det!” Det gør det nemmere at acceptere et fravalg, hvis man overbeviser sig selv om, at man ikke skal give afkald på så meget.

Uproportional fremhævelse af fordelene ved det valgte alternativ: Oplevelsen af frihed (og ubehaget derved) øges, når alternativerne i forbindelse med en beslutning opfattes som omtrent lige attraktive. For at beslutningsprocessen ikke skal blive skræmmende, nedgør man det ene alternativ og fremhæver det andet ved – på et ubevidst plan – at forstørre ubetydelige forskelle på de to nogenlunde lige valgmuligheder så meget op, at valget mellem dem bliver både oplagt og smertefrit.

Uddelegering af beslutningen til en anden: En måde at undgå ansvarets byrde og bevidsthed og konfrontation med vores fundamentale isolation er, at hvis man kan overtale en anden til at træffe beslutningen for sig. Erich Fromm fremhæver gang på gang, at vi mennesker altid har haft en udpræget ambivalent holdning til frihed. Vi kæmper indædt for friheden, men griber villigt lejligheden til at afstå den til et totalitært regime, der lover at lette os for frihedens og ansvarets byrde. Hvis en anden træffer beslutningen, synes vi også, vi slipper for arbejdet og det virkelige ansvar med at få den til at fungere.

Overladelse af beslutningen til en ydre instans: Denne instans kan tage flere former, fx som regler fra det religiøse (overnaturlige) eller juridiske (rationelle) domæne. En tredje version beskrives af Luke Rhinehart i romanen "Terningemanden", hvor hovedpersonen lader alle beslutninger være op til tilfældet.

De nævnte handlemåder giver lindring for konfrontationen med friheden og det personlige ansvar, men prisen er en ”smerte i maven” over tabet og savnet af de muligheder, der glider forbi.

For at imødegå vores medfødte drift mod at sætte os selv igennem, mod at beherske vores omgivelser, mod at blive til det, vi har anlæg for at blive og frisætte viljen, er man nødt til at blive bevidst om, at man hele tiden træffer beslutninger på alle områder.

Man kan ikke ikke-beslutte. Fuldt ud at vedkende sig, at man hele tiden træffer beslutninger, er at forholde sig på en autentisk måde til sin eksistentielle situation. Undviger man det valg betaler man en pris i form af en svækket selvfølelse og selvforagt. For at kunne holde af sig selv må man optræde på en måde, man kan se op til. En uværdig måde at træffe beslutninger på øger kun selvforagten. 

Det er særdeles svært at komme af med sine skyldfølelser i forbindelse med en analyse af fortiden, hvis ens adfærd stadig vækker skyldfølelser. Man må først lære at give sig selv tilgivelse for nutiden og fremtiden. Så længe man i sin nutidige situation bliver ved med at forholde sig til sit eget selv på samme måde, som man har gjort i fortiden, kan man ikke give sig selv tilgivelse for fortiden. Men selv når man arbejder med fortiden, er det vigtigt ikke at påtage sig et urimeligt stort personligt ansvar. Et vigtigt begreb er det kategoriske imperativ for ansvar: Hvad der gælder for den ene i henseende til ansvar, gælder for alle. Mange personer påtager sig urimeligt meget ansvar og skyld for andres handlinger og følelser. Selvom patienten vitterlig har gjort sig skyldig i et overgreb mod en anden, har denne anden også et ansvar for at have ladet sig såre, håne eller på anden måde behandle dårligt af patienten.

Irvin Yalom tilføjer:

Den bedste, måske eneste, måde at håndtere skyldfølelser på (hvad enten de udspringer af forsyndelser mod andre eller af forsyndelser mod én selv), er at råde bod. Men man kan ikke ville med tilbagevirkende kraft. Man kan kun råde bod på fortiden ved at ændre fremtiden.

Afsluttende bemærkninger

Med de ord vil jeg afslutte denne introduktion til Irvin Yalom og frihed som et ultimativt anliggende. Samtidig vil jeg endnu engang varmt anbefale læseren selv at stifte bekendtskab med Irvin Yalom og "Eksistentiel psykoterapi." Bogen er en guldmine af tanker og indsigt og enhver sammenfatning vil uundgåeligt forbigå mange lærerige pointer. Bogen kan købes her

I min næste blog artikel vil jeg præsentere eksistentiel isolation som et andet ultimativt anliggende. 

 

I mellemtiden er du meget velkommen til at

kommentere denne artikel på facebook eller

besøge Organizational Existentialism gruppen på Linkedin