Meningsløshed

0

Hvorfor lever vi? Er der en grund til vi lever og en mening med livet? Kan der overhovedet eksistere mening, når vi alligevel skal dø og intet varer evigt? 

Sådan spørger den amerikanske psykoanalytiker og professor emeritus ved Stanford Universitet, Dr. Irvin D. Yalom, i sin 1980 klassiker "Eksistentiel psykoterapi." Med baggrund i sin livslange praksis som eksistentiel psykoanalytiker og en dyb indsigt i den eksistentielle tradition gennemgår bogen, hvad Irvin Yalom kalder livets fire ultimative anliggenheder: Døden, friheden, eksistentiel isolation og meningsløshed.

Denne blog post følger op på forrige artikler om frihed og eksistentiel isolation og vil beskæftige sig med død i den afsluttende blog post af denne serie. 

Det er samtidig mit håb med disse introduktioner at sende læseren direkte til Irvin Yaloms bøger. De er en guldmine af indsigt og inspiration for livet. Du kan købe "Eksistentiel psykoterapi" bl.a. her og besøge Irvin Yalom's hjemmeside her

 

Introduktion til meningsløshed som ultimativt anliggende

Spørgsmålet om meningsløshed er et centralt tema i menneskets liv, som man uden tøven skal forholde sig til og acceptere som det mest komplicerede, uløselige og uundgåelige spørgsmål af alle i livet.  

Mening rummer nemlig to modstridende grundsætninger.

På den ene side er mennesket et meningskrævende væsen. På den anden side ligger det i opfattelsen af verdenen som vilkårlig (”kontingent”), at alt kunne være anderledes, at mennesket selv skaber sin verden og at der ingen storslået plan er med universet. I den forstand er universet absurd. Som Irvin Yalom udtrykker det:

Hvordan skal et væsen, som behøver mening, finde mening i et univers, som ikke har nogen mening?

Menneskets søgen efter mening kan opdeles i to meningstyper; kosmisk mening og timelig mening.

 

Kosmisk mening

Kosmisk mening forudsætter, at der findes en hensigt eller plan uden og over den enkelte. Kosmisk mening henviser altid til en magisk eller åndelig verdensorden. Har man en følelse af kosmisk mening, vil man som regel også have en modsvarende følelse af timelig mening; ens timelige mening er da at fuldbyrde eller leve i harmoni med den kosmiske mening. Man kan f.eks. anskue "livet" som en symfoni hvor hvert enkelt liv skal spille et bestemt instrument. 

Kosmisk mening kommer til udtryk i form af at se verden og menneskelivet som led i en gudsbestemt plan. Efter denne opfattelse står Gud for det fuldkomne, og formålet med tilværelsen er derfor at stræbe efter at fuldkommengøre sig. Denne stræben kan tage flere former. Aristoteles (og hele den rationelle, intellektuelle tradition, han grundlagde) anså f.eks. intellektuel fuldkommenhed for den højeste form for fuldkommengørelse. 

Irvin Yalom fortæller om Moses Maimonides, der i 1100-tallet i De vildfarendes Vejleder beskrev de fire hovedformer for stræben mod fuldkommenhed: 

Han forkastede den første, fuldkommengørelse med hensyn til materiel besiddelse, som illusorisk og forgængelig og den anden, legemlig perfektion, fordi den ikke skilte mennesket fra dyret. Den tredje, moralsk fuldkommengørelse, fandt han prisværdig, men begrænset, fordi den tjente andre frem for én selv. Den fjerde form - perfektionering af de rationelle anlæg - var ifølge Maimonides "den sande menneskelige fuldkommengørelse", der "gør mennesket til menneske". Denne form for fuldkommengørelse er det højeste mål og sætter mennesket i stand til at fatte Gud. 

Eller som Thomas Mann provokerende skriver: 

Den endelige hensigt med at skabe liv af det uorganiske var mennesket. Med mennesket blev der iværksat et storstilet eksperiment; skulle det mislykkes, ville selve skabelsen være mislykket ... Om det nu er sådan eller ej, gør mennesket bedst i at forholde sig, som om det var sådan. 

 

Verdslig personlig (timelig) mening

Manglende bekendelse til en kosmisk mening fjerner ikke behovet for svar på, hvordan vi skal leve. Den franske filosof Albert Camus brugte ordet "absurd" om menneskets grundlæggende stilling i verden – den tunge lod det er at være et ud over sig selv higende, meningssøgende væsen, som er sat i en verden, der ikke har nogen mening. Camus mente, at vi er moralske skabninger, som kræver, at verden giver os et grundlag for moralsk vurdering – altså et meningssystem, som vi kan udlede en række moralske værdier af. Men verden giver os ikke et sådant grundlag: Den er aldeles indifferent over for os. Heraf det ”absurde” menneskelige vilkår.

Ifølge Camus kan mennesket kun udfolde sin fulde storhed ved at leve med værdighed ansigt til ansigt med absurditeten. Mennesket kan komme ud over verdens absurditet gennem oprøret – det stolte oprør mod ens eget vilkår.

Intet kan måle sig med skuet af menneskelig stolthed. Der er ikke den skæbne, som ikke kan overvindes med foragt.

Albert Camus (1913-1960) 

For Camus var der nogle klare værdier og retningslinier for livsførelsen: mod, stolt oprør, broderlig solidaritet, kærlighed og verdslig fromhed.

De verdslige former for virke, der kan give mennesket en følelse af mening med livet, kan inddeles i flere kategorier.

Altruisme: Troen på, at det er godt at give, at være til gavn for andre, at gøre verden bedre for andre, er en rig kilde til mening, der ikke kræver nærmere begrundelse.

Virke for en sag: ”Hvad mennesket er, er det blevet til gennem den sag, det har gjort til sin”, som Karl Jaspers sagde. Livets mening ligger i den chance, det giver os for at skabe eller bidrage til noget, der er større end vi selv og hvor vi overskrider vores grænser.

Skabende virksomhed: Et kreativt liv er meningsfuldt. Som Irvin Yalom fremhæver, er den skabende vej til mening dog på ingen måde forbeholdt skabende kunstnere: 

"At gøre nye opdagelser inden  for videnskaben er en skabende virksomhed af højeste rang. Selv administrativt arbejde kan man have en kreativ tilgang til. En forsker, der skiftede arbejdsfelt, fortæller om vigtigheden af og mulighederne for at være kreativ i en administrativ stilling:

Går man ind i administrativt arbejde, skal man tro på, at det er en kreativ virksomhed i sig selv, og at man tjener et højere formål end at få bund i bunkerne på skrivebordet. Man fungerer som mægler og forligsmand, man bestræber sig på at behandle en masse forskellige mennesker ens og retfærdigt, men man skal også have ideer, og man skal kunne overbevise andre om, at ens ideer er vigtige, og få dem til at føre dem ud i livet ... Det er noget af det, der gør det spændende. Inden for både administration og forskning ligger spændingen og opløftelsen i den skabende evne. Det er det, at man sætter noget i gang. Jeg synes efterhånden, det er mere spændende at administrere end at forske".

Den hedonistiske løsning: Nydelsesvejen hvor lyst og nydelse er mål i sig selv. Det er svært at argumentere imod denne forståelsesramme, som ethvert levende/følende/tænkende menneske kender.

Selvaktualisering: En kilde til personlig mening er forestillingen om, at mennesket skal stræbe efter at realisere sig selv og give sig hen til at udleve sit iboende potentiale.

Hedonisme og selvaktualisering adskiller sig fra de tre første former for mening ved at dreje sig om selvet, mens altruisme, hengivelse til en sag og kreativitet afspejler en dybtliggende trang til ”selvtrandencens” og en stræben mod noget eller nogen uden for os selv. Martin Buber (1878-1965) peger på den afgørende forskel mellem Jeg-Du-forhold og Jeg-Det-forhold, og at menneskets formål er nødt til at pege ud over én selv (se forrige blog post om 'eksistentiel isolation' for at læse mere om Jeg-Du-forhold og Jeg-Det-forhold).

De forskellige former for mening udelukker på ingen måde hinanden. Tværtimod lever de side om side hos de fleste, hvor de forandrer sig med tiden. Hvad du ønsker som 20-årig, er ikke det samme, som du ønsker som 40-årig. Gennem livets cyklus får du ny visdom, og dine ønsker til dit liv og syn på mening forandres.

Det moderne menneskes store problem er, hævder psykoanalytiker og holocaust overlever, Viktor Frankl (1905-1997), at instinkterne ikke fortæller os, hvad vi skal gøre, og at traditionen ikke længere fortæller, hvad vi bør gøre. Vi ved heller ikke, hvad vi gerne vil gøre.

Vi kan reagere på denne værdikrise på forskellig vis og vælge;

Konformitet, hvor vi gør som andre;

Underkastelse af et totalitært styre, hvor vi gør, som andre ønsker;

Korsfarersyndromet, hvor vi altid har behov for en sag at kæmpe for;

Nihilisme, hvor vi betvivler alt, andre sætter højt;

En vegetativ form for eksistentiel syge, hvor man synker helt ned i formålsløshed og apati; eller

Et heftigt aktivitetsmønster, som tager brodden af meningsproblematikken.

Vi forholder os til vores eksistentielle situation på samme måde, som vi forholder os til og organiserer tilfældige stimuli og hændelser i vores dagligdag. Vi føler ubehag ved en indifferent, ustruktureret verden og søger efter mønstre, forklaringer og en mening med livet. Når vi ikke kan finde noget sammenhængende mønster, bliver vi ikke alene irriterede og urolige, men føler os også afmægtige. Som Irvin Yalom formulerer det:

Troen på, at man har afkodet meningen, giver altid en følelse af mestring. Selv hvis det ligger i den meningsstruktur, man finder frem til, at man selv er ubetydelig, hjælpeløs eller undværlig, er den ikke desto mindre mere betryggende end ikke at kunne se nogen sammenhæng.

Én mening med at finde mening er at dæmpe angsten: Meningen skabes for at befri os for den angst, det vækker at stå ansigt til ansigt med et liv og en verden uden nogen forudgiven, betryggende struktur. Men der er også en anden afgørende grund til, at vi har brug for mening. Når først vi har opbygget en følelse af mening, afføder den værdier – som igen yderligere befæster vores følelse af mening.

Ernest Becker (1924-1974) argumenterer overbevisende for, at vores "universelle ambition" er "fremgang" (dvs. "stadig erfaren"), og at døden er vores hovedfjende. Mennesket prøver ikke alene at sætte sig ud over døden (se næste blog post), men også ved "at betyde noget" eller gøre en forskel eller efterlade sig noget af sig selv:

Mennesket overskrider ikke blot døden ved hele tiden at skærpe sin appetit [med lykkeligt enfoldige visioner om himlen], men også og især ved at finde en mening med sit liv, et større mønster, som det passer ind i ... Det er et udtryk for skabningens livsvilje, for dens brændende trang til at betyde noget, til at det skal gøre en forskel på planeten, at den har levet, at den kom til verden, arbejdede, led og døde på den. 

Viktor Frankl hævder, at fortiden ikke alene er virkelig, men også varig. Han ynkes over pessimisten, der fortvivlet ser kalenderen på væggen blive tyndere og tyndere for hvert blad, han river af den, og beundrer dén, der gemmer hvert eneste blad og fryder sig ved mindet om alt det, han oplevede den dag, det repræsenterer. Et sådant menneske vil tænke: "I stedet for muligheder har jeg realiteter". 

 

Afsluttende bemærkninger

Forestillingen om, at livet er ufuldbyrdet, hvis man ikke når et mål, er en vestlig myte, et kunstprodukt af kulturen, snarere end et tragisk eksistentielt vilkår. I Østen er man aldrig gået ud fra, at der er et ”formål” med livet eller noget problem at løse i den forbindelse; nej, livet er et mysterium, som skal leves. Den indiske vismand Bhagwan Shri Rajneesh siger:

Eksistensen har intet mål Den er lutter rejsen. Livets rejse er så smuk - hvem gider spekulere på, hvor den fører hen?

Livet er der bare, og vi er tilfældigvis blevet kastet ud i det. Livet behøver ingen begrundelse. 

Med de ord vil jeg afslutte denne introduktion til Irvin Yalom og meningsløshed som ultimativt anliggende. Samtidig vil jeg endnu engang varmt anbefale læseren selv at stifte bekendtskab med Irvin Yalom og "Eksistentiel psykoterapi." Bogen er en guldmine af tanker og indsigt og enhver sammenfatning vil uundgåeligt forbigå mange lærerige pointer. Bogen kan købes bl.a. her.

I næste og sidste blog artikel i denne serie vil jeg præsentere død som livets første ultimative anliggende.

 

I mellemtiden er du meget velkommen til at

kommentere denne artikel på facebook eller

tilmelde dig Organizational Existentialism gruppen på Linkedin

 

Jeg håber vi ses !